Målinger udført i boliger langs den sydlige halvdel af Hovedstadens Letbane viser, at luftbåren støj ligger under de vejledende grænseværdier. Én beregnet overskridelse ved lavfrekvent støj og én ikke-signifikant overskridelse ved vibrationer vil nu blive undersøgt nærmere med henblik på at minimere generne.
Nu foreligger der resultater fra en række målinger af støj og vibrationer i boliger langs den sydlige halvdel af strækningen, hvor letbanen er i drift.
Der er i alt målt på 12 boliger fra Ishøj til Rødovre inden for tre kategorier:
Målingerne er gennemført af det eksterne firma, Sweco. Resultaterne viser, at der ikke er registreret overskridelser af de vejledende grænseværdier for luftbåren støj. Der er derimod beregnet én overskridelse ved lavfrekvent støj og én overskridelse ved vibrationer, som er vurderet som ikke-signifikant. Begge overskridelser er registreret i Glostrup. Hovedstadens Letbane ser løbende på, hvor der kan sættes ind for at nedbringe gener fra letbanedriften.
”Letbanen er nu i drift og resultatet ligger overvejende inden for de vejledende grænseværdier. Alligevel ser vi naturligvis på, hvor forholdene kan forbedres. Letbanen har nu været i drift i tre måneder, og vi har brugt perioden på at gøre os en række erfaringer – herunder hvad angår støj,” siger Mads Thostrup, chef for drift og vedligehold i Hovedstadens Letbane, og fortsætter:
”For de to målepunkter, hvor der er overskridelser, igangsætter vi nu undersøgelser, som skal afklare, hvad der kan ligge bag. Vi har brug for først at danne os et overblik over årsagen, før vi kan sige noget mere præcist om den videre håndtering. Vi undersøger og behandler alle henvendelser individuelt.”
Der vil også blive udført støjmålinger på den nordlige del af letbanestrækningen.
”Det er vores prioritet at sikre et effektivt og pålideligt transporttilbud og samtidig begrænse eventuelle støjgener for vores naboer. Selv om letbanen aldrig vil være lydløs, kan de kommende målinger give os en værdifuld indsigt i, hvordan vi bedst kan reducere eventuelle gener for vores naboer – og derfor fortsætter vi også og får udarbejdet repræsentative målinger på den nordlige strækning,” siger Mads Thostrup.
Inden der kan gennemføres målinger i nord, skal letbanestrækningen færdiggøres med blandt andet gennemførelse af test- og prøvekørsel i foråret.
Måleprogrammet er udført af uvildige, eksterne konsulenter fra rådgivningsvirksomheden Sweco Danmark A/S, som er akkrediteret af Miljøstyrelsen til at udføre støj- og vibrationsmålinger. Sweco har udarbejdet en repræsentativ udvælgelse af 12 boliger, hvor der er blevet målt for luftbåren støj, lavfrekvent støj og vibrationer. Målepunkterne er udvalgt de steder, hvor støjniveauerne forventes at være højest. De vejledende grænseværdier fastsættes af Miljøstyrelsen. Målingerne er foretaget både indendørs og udendørs i de udvalgte boliger.
Der er ikke registreret overskridelser af de vejledende grænseværdier i kategorien luftbåren støj.
Der er registreret én beregnet overskridelse i kategorien lavfrekvent støj. I dag kører Letbanen med afgange hvert 10. minut. For den nuværende drift er der ikke målt en overskridelse af grænseværdierne for lavfrekvent støj.
Når hele Letbanen i sommeren 2026 går i drift på den samlede strækning, vil letbanen køre med afgange op til hvert 5. minut. De konkrete måleresultater for 10 minutters-driften er derfor brugt som grundlag for at beregne en lavfrekvent støjværdi ved den fremtidige 5 minutters-drift. Beregningen viser en risiko for overskridelse på 1,5 dB i forhold til den vejledende grænseværdi for lavfrekvent støj ved den fremtidige drift.
Der er desuden målt én ikke-signifikant overskridelse i kategorien vibrationer.
Begge overskridelser er noteret på lokaliteter i Glostrup Kommune.
Hovedstadens Letbane er 28 kilometer lang, og strækker sig fra Ishøj i syd langs Ring 3 til Lundtofte nord for Lyngby. Hovedstadens Letbane har i alt 29 stationer, der forbinder otte kommuner i Region Hovedstaden, og som tilbyder nem adgang til hospitaler (Herlev & Glostrup), Danmarks Tekniske Universitet og en lang række andre store uddannelsesinstitutioner og virksomheder.
Den sydligste halvdel af letbanestrækningen – fra Ishøj til Rødovre Nord – blev indviet den 26. oktober 2025. Den nordlige halvdel af strækningen åbner til sommer.
Kontakt Hovedstadens Letbane
presse@dinletbane.dk
61 88 55 20 (modtager ikke sms)