Når Letbanen åbner i 2025, bliver det gratis at tage sin cykel med. Foto: Hovedstadens Letbane.
Bestyrelsen i Hovedstadens Letbane har besluttet, at man som letbanepassager kan tage sin cykel gratis med på rejsen, når de 12 stationer mellem Ishøj og Rødovre Nord åbner i efteråret 2025.
”Vi ved, hvor vigtigt det er for de kommende passagerer, at de har mulighed for at kombinere deres rejse i den kollektive trafik med cyklen. Derfor vil vi gerne gøre det så nemt og attraktivt som muligt at have cyklen med i toget,” fortæller Trine Græse, næstformand i Hovedstadens Letbanes bestyrelse og borgmester i Gladsaxe Kommune, og fortsætter:
”Samtidigt kan vi være med til at påvirke bæredygtige transportvaner i en positiv retning. Vores ambition er, at det skal være nemt for den enkelte at vælge kombinationen af cykel og Letbanen fremfor bilen, så der kommer færre biler på vejene på tværs af hovedstadsområdet.”
Gratis cykelmedtagning øger fleksibilitet og tilgængelighed
Ved at gøre det gratis at tage cyklen med i Letbanen øges tilgængelighed og fleksibilitet for passagererne på deres rejser til og fra arbejde, studie og fritidsaktiviteter.
”Gratis cykelmedtagning gør det nemmere for passagererne at kombinere cykling med kollektiv transport. Det kan bl.a. gøre hverdagen nemmere for dem, der bor eller arbejder længere væk fra letbanestationerne eller har en anden destinationer, der er svære at nå til fods fra nærmeste station. Samtidigt understøtter kombinationen af cykel og Letbane også pendling på tværs af hovedstadsområdet uden brug af bil,” siger Hanne Tærsbøl Schmidt, direktør i Hovedstadens Letbane.
Derudover er det forventningen, at ca. 80 pct. af rejserne med Letbanen vil foregå i kombination med andre typer kollektiv transport som f.eks. bus eller S-tog. Ved at tilbyde gratis cykelmedtagning får Letbanens passagerer samme muligheder som i busser og S-tog, hvilket vil lette rejsen på tværs.
”Letbanen bliver en del af et sammenhængende netværk af kollektiv transport i hovedstadsområdet. Derfor vil vi gerne tilbyde vores kommende passagerer en smidig rejseoplevelse, hvor regler og retningslinjer er gennemskuelige – især når man som passager ønsker at kombinere to eller flere transportformer,” fortæller Hanne Tærsbøl Schmidt.
Fakta
- Letbanen åbner på strækningen mellem Ishøj og Rødovre Nord i efteråret 2025. Den resterende strækning til Lundtofte åbner sommeren 2026.
- Der er plads til op til 8 cykler eller 4 barnevogne eller kørestole i hvert letbanetog.
- Gratis cykelmedtagning træder i kraft fra åbningen i efteråret 2025 og vil også gælde på den samlede strækning, når den åbner i sommeren 2026.
- Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030.
- Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk,
Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.
Kontakt
- Næstformand i Hovedstadens Letbanes bestyrelse og borgmester i Gladsaxe Kommune Trine Græse via kommunikationschef Ulla Baden, tlf. 22 76 56 22
- Kommunikationsafdelingen i Hovedstadens Letbane: presse@dinletbane.dk, tlf. 72 42 49 01