04.07.2024

Glostrup Shoppingcenter glæder sig til at få flere gæster, når Hovedstadens Letbane går i drift.

Mange steder langs med Ring 3 er der store forventninger til Hovedstadens Letbane.

”For lejerne og os her i centret er den store forventning, at der kommer flere kunder til. Når vi kommer dertil, at Hovedstadens Letbane kører, og senere, når der igen kommer regionaltogsstop i Glostrup, forventer vi faktisk, at trafikken er øget med 25 procent. Det er en meget stor vækst for et center som os,” siger center manager Morten Nyholm.

Glostrup Shoppingcenter åbnede i 1972, samtidig med at de sidste sporvognslinjer blev nedlagt i København. Nu planlægger centret en genfødsel samtidig med, at Letbanen begynder at sætte flere kunder af i 2025.

”Vi ser det virkelig som en kæmpe mulighed for hele området, og vi har sat gang i et stort ombygningsprojekt, hvor hele enden af centret ned mod stationen bliver revet ned. Der bygger vi et helt nyt indgangsparti, så det bliver meget mere åbent og mere velkommende,” fortæller Morten Nyholm.

Derudover bliver alle gulve, alle lofter og alt lys i centret udskiftet, så centret fremstår nyt friskt og moderne. Det nye indgangsparti og de indvendige renoveringer forventes at stå færdige i 2027.

Senere tilføjer centret også 200 boliger ovenpå centret, hvor der i dag er parkeringstag.

Tilsammen er det en investering på et trecifret millionbeløb.

Og der er grund til at investere i fremtiden, mener Morten Nyholm:

”Glostrup Shoppingcenter er jo byens centrum. Vi har 50 butikker, et stort supermarked, et apotek og flere spisesteder. Vi har egentlig det der dækker hele paletten for den gode oplevelse. Til et stop på vejen, som vi jo bliver ved Letbanen,” siger Morten Nyholm.

Vi ser det virkelig som en kæmpe mulighed for hele området

1 / 2

Glostrup Shoppingcenter forbereder sig på Letbanen

Se interview med centermanager Morten Nyholm, Glostrup Shoppingcenter, om centrets forventninger til en fremtid lige ved en letbanestation.