I dag begynder testkørslen af Letbanen på en delstrækning i Glostrup Kommune. Testkørslen er en stor milepæl i projektet og betyder, at borgerne fra i dag kan møde de grønne tog i trafikken.

Det første tog ruller i dag ud på skinnerne fra Hovedstadens Letbanes kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup. Her skal både banen og de grønne tog testkøres på en kortere strækning mellem kontrol- og vedligeholdelsescenteret og Glostrup Station. Testkørselsfasen er en vigtig milepæl i processen mod, at Letbanen kan åbne for passagerer.
At Letbanens testkørsel begynder i Glostrup Kommune, glæder borgmester Kasper Damsgaard.
”Det er fantastisk, at vi er nået så langt, at Glostrups borgere nu kan opleve tog på strækningen. Det har været nogle trafikalt hårde år under byggeriet for alle, men testkørslerne vidner om, at vi nu kan se lyset for enden af tunnelen, og at man som borger snart kan komme let på tværs af hovedstaden. I Glostrup spiller Letbanen en afgørende rolle for udviklingen i kommunen – både i vores erhvervsområder, Glostrups bymidte og hele stationsområdet. Derfor er jeg meget glad for, at Letbanens første tur i forbindelse med testkørslen er begyndt i Glostrup,” siger han.
Hold øje med det grønne tog
Letbanen kører i sit eget spor, men vil blandt andet i vejkryds være en del af den øvrige trafik.
”Vi ved, at Letbanen er et nyt element i trafikken for de fleste borgere i hovedstadsområdet. Derfor er det vigtigt, at man som borger ved, hvad man kan forvente og skal forholde sig til, når Letbanen kører på strækningen,” fortæller projektdirektør i Hovedstadens Letbane, Henrik Bendsen.
Hovedstadens Letbane har op til testkørslens begyndelse informeret borgerne langs strækningen. Det er sket gennem nyhedsbreve, hjemmeside og sociale medier samt i medier, der er synlige ude på strækningen. Det drejer sig for eksempel om busbagsider og læskure ved busstoppesteder. Formålet har været at skabe opmærksomhed om, at der nu er en ny deltager i trafikken i Glostrup Kommune.
”Vi ved af erfaring, at der vil være en tilpasningsperiode for både trafikanter og letbaneførere. Som trafikant skal man derfor være særligt opmærksom på at overholde færdselsreglerne og holde øje med det grønne tog, når man færdes på strækningen,” afslutter Henrik Bendsen.
Fakta om testkørslen
Læs mere om testkørsel her: Testkørsel af Letbanen - Hovedstadens Letbane (dinletbane.dk)
Fakta om Letbanen
Læs mere om Hovedstadens Letbane på www.dinletbane.dk eller på www.facebook.com/dinletbane
Kontakt
Presseafdelingen i Hovedstadens Letbane: telefon: 7242 4901, mail: presse@dinletbane.dk