Mange bruger Letbanen som en nem og hurtig måde at komme fra A til B på, og det gør sig også gældende for 78-årige Diana Asbæk fra Brøndby.

For Diana betyder brugen af Letbanen dog også, at hun kan komme længere omkring, end hun ellers ville. Hun er nemlig daglig bruger af sin el-scooter, og derfor er løsninger med fokus på brugervenlighed afgørende for, at hun kan komme omkring. Og netop dét hjælper Letbanen hende:
"Jeg bruger ofte Letbanen, for som kører på en el-scooter er det let at komme af og på, og der er fin plads i flexområdet og et håndtag, man kan holde fast i, når Letbanen drejer," fortæller hun.
En naturlig del af hverdagen
Muligheden for at tage el-scooteren med betyder også, at Diana kan komme ud på tur på dage, hvor hun ellers ville være mere begrænset. Blandt andet i forhold til vind og vejr:
"Jeg kommer lidt mere ud, nu hvor Letbanen er kommet. Især om vinteren, hvor strømmen på scooteren ikke rækker så langt, kan jeg nu komme længere på kortere tid, end jeg kunne før," siger Diana.
Derfor er hun heller ikke i tvivl om sin oplevelse af Letbanen – hun har nemlig ”kun ros”, som hun selv fortæller:
"Og jeg er meget glad for, at den er kommet til mit område."