Letbanen kører ikke den 11.-17. maj.
Der kører i stedet letbanebusser, der dog ikke stopper ved alle stationer alle dage.
Letbanen mellem Ishøj og Rødovre Nord erstattes af busser i næste uge. Lukningen bruges til at gøre Letbanens systemer klar til åbningen af hele den 28 km lange strækning i august. Busserne betjener ikke alle stationer alle dage, så hold dig opdateret på Hovedstadens Letbanes hjemmeside

Fra mandag morgen klokken 5 erstattes Letbanen mellem Ishøj og Rødovre Nord af busser. De fleste dage stopper busserne ved alle strækningens letbanestationer med undtagelse af Delta Park St. i sydgående retning.
Kr. Himmelfartsdag – torsdag den 14. maj – stopper busserne i sydgående retning dog heller ikke ved Vallensbæk St., Strandhaven St. og Ishøj Nord St. mellem kl. 7 og 18.
Fra lørdag den 16. maj kl. 6.00 til søndag den 17. maj kl. 18.00 stopper busserne i sydgående retning ikke ved Glostrup Nord og Delta Park.
Busserne kører fra endestationerne hvert 10. minut, og i nordgående retning stopper de ved alle stationer alle dage.
Letbanen kører igen som normalt fra mandag den 18. maj kl. 5.
Klargøring til åbning af hele Letbanen
Den midlertidige lukning skal bruges til at integrere systemerne mellem den nordlige og sydlige strækning af Letbanen, så driften kan køre bedst muligt fra dag ét, når den nordlige strækning mellem Rødovre Nord og Lundtofte kobles på i august. Til den tid vil Letbanen have 29 stationer og køre hvert 5. minut.
Det er nødvendigt at slukke for strømmen i en periode for at integrere systemerne, og Hovedstadens Letbane har bevidst valgt næste uge til at holde lukket, da Kr. Himmelfart om torsdagen betyder, at mange holder fri om fredagen.
Hovedstadens Letbane opfordrer passagerne til at holde sig orienteret om de alternative busruter her