DA | EN
DA|EN
  • Køreplan
  • Kundeservice
  • Driftsinformation
  • Den nordlige strækning
  • 0
  • Billetter
  • Nyheder
  • Om os
  • Hovedstadens Letbane
  • Nyheder
  • Anden del af Hovedstadens Letbane er godkendt

Hovedstadens Letbane

Metrovej 5
2300 København S

Email: info@dinletbane.dk

Telefon: 72 42 45 00

Om os

  • Historik
  • Bestyrelsen
  • Job

Rejs med Letbanen

  • Billetter
  • Kundeservice

Genveje

  • Kontakt
  • Presse
  • Privatlivs- og persondatapolitik
Opdateret: 10. aug. 2026

Anden del af Hovedstadens Letbane er godkendt

Trafikstyrelsen har godkendt sikkerheden på anden etape af Hovedstadens Letbane fra Rødovre Nord til Lundtofte. Dermed kan letbanen som planlagt åbne i fuld længde den 22. august.

Del artiklen:

Hovedstadens Letbane har nået endnu en vigtig milepæl. Trafikstyrelsen har godkendt den resterende del af Letbanen fra Rødovre Nord til Lundtofte, og dermed kan passagerdrift som planlagt påbegyndes på hele strækningen fra og med åbningsdagen den 22. august.

Godkendelsen omfatter både den nye infrastruktur og de sikkerhedsmæssige forhold, der skal være på plads, før passagerdrift kan begynde på strækningen. Dermed er de nødvendige myndighedstilladelser på plads for den sidste del af letbanen, fortæller kontorchef Laura Meyer Harrison:

"Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Hovedstadens Letbane gennem hele godkendelsesforløbet. Erfaringerne fra den første etape har været værdifulde og gjort det lettere at arbejde videre med den resterende strækning. Samtidig har den åbne dialog og de grundige forberedelser sikret en god proces, så vi nu kan godkende sikkerheden," siger kontorchef Laura Meyer Harrison.

Ny sammenhæng i hovedstadsområdet

Hovedstadens Letbane har siden oktober 2025 kørt mellem Ishøj og Rødovre Nord. Med åbningen af den nordlige del kan passagererne for første gang rejse hele den 28 kilometer lange strækning fra Ishøj til Lundtofte.

”Vi er glade for og stolte over, at vi nu har sikkerhedsgodkendelsen på plads. Det skyldes et godt samarbejde med myndighederne, entreprenørerne og vores øvrige samarbejdspartnere. Nu glæder vi os til at tage imod passagererne lørdag den 22. august, hvor man for første gang kan rejse let og komfortabelt med Letbanen hele vejen mellem Ishøj og Lundtofte. Det bliver en festdag, hvor alle kan rejse gratis med Letbanen,” siger Mikkel Kjær Jensen, direktør i Hovedstadens Letbane.

Hovedstadens Letbane får i alt 29 stationer og forbinder otte kommuner langs Ring 3. Letbanen skaber samtidig nye sammenhængende rejsemuligheder på tværs af hovedstadsområdet med forbindelser til S-tog, regionaltog og busser flere steder på ruten.

Mere end blot et stempel

Der ligger et omfattende arbejde i at få Trafikstyrelsens sikkerhedsgodkendelse til passagerdrift, som i virkeligheden ikke er én, men en hel række af godkendelser. 

Lang tid før den endelige godkendelse indleder Hovedstadens Letbane og Trafikstyrelsen et tæt og koordineret arbejde, der skal sikre, at de forskellige godkendelser kommer på plads i den rigtige rækkefølge.

Det omfatter for eksempel både godkendelse af den nordlige strækning, herunder de 17 nye stationer, udvidet godkendelse af letbanetogene og en fornyet godkendelse af sikkerhedscertifikatet og sikkerhedsledelsessystemet hos Metro Service, som drifter letbanen.

Fakta om Hovedstadens Letbane

•    Letbanen kører i dag fra Ishøj til Rødovre Nord (12 stationer)
•    Efter åbning den 22. august kører Letbanen fra Ishøj til Lundtofte (29 stationer)
•    I den første periode efter åbningen indkøres og stabiliseres driften på den samlede letbane. Der køres i dagtimerne på hverdage og lørdage med afgange hvert 5.-8. minut. De konkrete afgangstider findes i Rejseplanen. Hovedstadens Letbane arbejder fortsat hen imod stabil drift med afgange hvert 5. minut
•    Letbanetoget er indrettet med fire flexområder, hvor der er plads til kørestole, barnevogne og cykler. Passagerer kan gratis medbringe cykel i letbanetoget  
•    Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030 
•    Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk