Tusindvis af borgere, kommende pendlere og gæster fejrede i går den fulde åbning af Hovedstadens Letbane. Med åbningen af strækningen mellem Rødovre Nord og Lundtofte er Letbanen nu i drift på hele den 28 kilometer lange strækning mellem Ishøj og Lundtofte.

I går blev en mærkedag for den kollektive trafik i hovedstaden. Efter mange års planlægning og anlægsarbejde kørte de første passagerer lørdag med Letbanen på hele den samlede strækning langs Ring 3.
Åbningen blev markeret med aktiviteter på stationerne, lokale arrangementer i kommunerne og en folkefest ved Gladsaxe Rådhus. Her var der åbningstaler, optræden af Eventyrteatret og musik af blandt andre Tessa, Sanne Salomonsen og Peter Sommer, hvor omkring 10.000 personer nød musikken.
I løbet af dagen benyttede cirka 50.000 passagerer muligheden for at prøve den nye letbane, der nu forbinder Ishøj og Lundtofte og sikrer forbindelse til seks S-togsstationer og nem adgang til blandt andet Herlev Hospital, DTU, uddannelsessteder, arbejdspladser og by- og boligområder på tværs af hovedstaden.
“I går fik hovedstadsområdet sin letbane i fuld længde. Det har været en stor oplevelse at se så mange mennesker tage imod den nye forbindelse og være med til at fejre, at Letbanen nu kører hele vejen fra Ishøj til Lundtofte. Det er resultatet af et tæt og langvarigt samarbejde mellem Region Hovedstaden, de 11 kommuner, myndighederne og en lang række entreprenører og samarbejdspartnere. Nu begynder en ny hverdag, hvor Letbanen skal gøre det lettere at komme på tværs af hovedstaden,” siger Hanne Tærsbøl Schmidt, direktør i Hovedstadens Letbane.
Fest langs hele den nye strækning
Fra morgenstunden var der stor interesse for at opleve de nye stationer og tage Letbanen på den første tur. På hele strækningen blev åbningen fejret med aktiviteter og underholdning i samarbejde med kommunerne langs banen. Ved Gladsaxe Rådhus var der inviteret til folkefest, hvor Letbanens ejere, samarbejdspartnere og borgere markerede åbningen af hele strækningen.
“Området omkring Gladsaxe Rådhus summede af aktivitet hele dagen, og det har været en fornøjelse at se rigtig mange af dem ankomme med de grønne tog for at fejre åbningen. Nu glæder vi os over, at Letbanen fremover er en del af vores hverdag og gør det nemt for vores borgere at komme på tværs af hovedstaden med offentlig transport af høj kvalitet,” siger Serdal Benli, Borgmester i Gladsaxe Kommune.
Nu begynder hverdagen med Letbanen
Efter åbningen er Letbanen nu gået i drift. Togene kører hvert 5.-8. minut i dagtimerne på hverdage og lørdage samt hvert tiende minut om aftenen og søndage. Efter en indkøringsperiode på 3-6 måneder forventes frekvensen øget til hvert 5. minut i dagtimerne.
Passagerer kan gratis tage cyklen med i toget, og Letbanen skaber blandt andet hurtige forbindelser mellem Lyngby Station og DTU.
“Vi glæder os over de mange mennesker, der var mødt op til de lokale arrangementer her i Lyngby, hvor vi blandt andet havde arrangeret fællessang, loppemarked og ungdomsskoleaktiviteter. Vores borgere har udvist stor tålmodighed under anlægsarbejdet, og derfor fortjente de en festlig dag med lokale aktiviteter. Nu glæder vi os til en hverdag, hvor Letbanen bliver en succes og letter transporten for pendlerne,” siger viceborgmester i Lyngby- Taarbæk Kommune, Simon Pihl Sørensen.
Find pressefotos fra den fulde åbning af Letbanen den 22. august her.
• Letbanen kører mellem Ishøj og Lundtofte
• Den samlede strækning er 28 kilometer lang og har 29 stationer
• Letbanen forbinder seks S-togsstationer og giver adgang til blandt andet Herlev Hospital, Glostrup Hospital og DTU
• Toget kører hvert 5.-8. minut i dagtimerne på hverdage og lørdage samt hvert 10. minut om aftenen og søndage. Efter en indkøringsperiode på 3-6 måneder forventes toget at køre hvert 5. minut i dagtimerne
• Passagerer kan gratis medbringe cykel, løbehjul og barnevogn
• Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030
• Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.
For yderligere information:
Hovedstadens Letbane
Tlf.: 61 88 55 20
Mail: presse@dinletbane.dk