Opdateret: 27. okt. 2025

15.000 passagerer tog Letbanen på første dag

Der var feststemning langs hele strækningen, da Letbanen kørte sin første tur mellem Ishøj og Rødovre Nord. Dagen markerede afslutningen på mange års anlægsarbejde og begyndelsen på en ny hverdag for rejsende i hovedstaden.

Del artiklen:

Søndag den 26. oktober åbnede Hovedstadens Letbane sin første etape mellem Ishøj og Rødovre Nord. Dagen blev fejret med aktiviteter, musik og gratis transport – og interessen var stor. Omkring 15.000 passagerer kørte med Letbanen på åbningsdagen – og endnu flere var med til at fejre åbningen langs hele strækningen. 
 
Allerede fra formiddagen var stationerne fyldt med forventningsfulde mennesker, der ville opleve de nye letbanetog på nærmeste hold. I løbet af dagen benyttede tusindvis sig af muligheden for at prøve den nye forbindelse, som forbinder de sydlige kommuner fra Ishøj og Vallensbæk over Albertslund, Brøndby og Glostrup til Rødovre Nord. 

“Åbningsdagen forløb over al forventning. Det var en stor glæde at se så mange tage godt imod Letbanen – både på perronerne og i togene,” siger Carsten Riis, administrerende direktør i Hovedstadens Letbane og fortsætter:  

“Det er tydeligt, at Letbanen allerede fra første dag opleves som et naturligt og attraktivt transportvalg,” tilføjer han. 

Stor interesse og positiv modtagelse
Mange passagerer udtrykte på dagen begejstring over at være med til at sende de første letbanetog ud på ruten. Både før, under og efter, togene rullede afsted, var glæden stor blandt borgerne på stationerne langs strækningen.   

“Det er så spændende at være med på de første ture - og det overraskede os faktisk, at selvom Letbanen hurtigt får god fart på, er det på en god, behagelig og meget glidende måde," sagde Esther og Poul Rasmussen fra Brøndby. 

 Annette Michelsen og Søren Jensen fra Vallensbæk havde ligeledes en positiv første tur med Letbanen - en tur, der både fik dem til at se lidt på byudviklingen samt mulighederne for fremadrettet at tage cyklerne med længere nordpå: 

 "Det var en fornøjelse at køre med her på åbningsdagen, som har givet os mod på at tage vores cykler med i Letbanen til andre naturområder, som fx Dyrehaven mere nordpå, når vi kan det. Og så var det godt at se, hvordan de grønne områder samt stationerne virkelig er blevet pæne; Kirkebjerg Station i Brøndby var vi meget overraskede over," fortalte de. 

En ny transportforbindelse på tværs af hovedstaden
Med åbningen af strækningen fra Ishøj til Rødovre Nord har hovedstadsområdet fået et nyt og effektivt transportmiddel, der binder byer og arbejdspladser sammen på tværs af Ring 3. 

Letbanen kører fra i dag ordinær drift med afgange hvert 10. minut, og passagerer kan gratis medbringe cykler, barnevogne og løbehjul. 

“Nu begynder Letbanens hverdag. Vi vil følge driften tæt de kommende uger, men den første dag har vist, at både teknik og logistik fungerer som planlagt. Det er dog helt naturligt, at der kan opstå driftsforstyrrelser, når systemet møder passagererne i den første tid. Derfor har vi sammen med vores driftsoperatør fuldt fokus på at forebygge og begrænse mulige gener for passagererne og løse de problemer, der opstår i denne tid efter åbningen,” siger Søren Boysen, Direktør for driften i Hovedstadens Letbane. 

Meget mere letbane i sommeren 2026 
Med åbningen af første etape venter nu den resterende strækning fra Rødovre Nord til Lundtofte med 17 nye stationer, der efter planen står klar i sommeren 2026. Når hele Letbanen er i drift, vil togene køre hvert femte minut i dagtimerne og skabe direkte forbindelse til blandt andet DTU, Herlev Hospital og flere centrale bymidter langs Ring 3. 

”Åbningen af første etape er et vigtigt skridt – men det er kun en delåbning. Når hele strækningen står færdig næste år, får hovedstaden et sammenhængende netværk, der gør det endnu hurtigere og lettere at komme rundt med kollektiv trafik i hovedstaden”, slutter Carsten Riis, administrerende direktør i Hovedstadens Letbane. 

Fakta om Hovedstadens Letbane 

  • Første etape: Fra Ishøj til Rødovre Nord (12 stationer)
  • Letbanen kører ned til hvert 10. minut 
  • Når hele strækningen åbner i sommeren 2026, vil Letbanen køre hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage og lørdage samt hvert 10. minut om aftenen og søndage.
  • Toget er indrettet med fire flexområder, hvor der vil være plads til kørestole, barnevogne og cykler. 
  • Passagerer kan gratis medbringe cykel, løbehjul eller barnevogn i letbanetoget.
  • Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030.
  • Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.