Region Hovedstaden har fra begyndelsen været en aktiv i forhold til at analysere og vurdere behovet for letbaner i hovedstadsområdet.
Regionen ser letbanen som et af de største og mest visionære projekter til at skabe vækst og udvikling på tværs af hele hovedstaden siden Fingerplanen og S-togsnettet.
Letbanen kommer desuden til at betyde en stor forbedring af det offentlige transporttillbud for både patienter, pårørende og medarbejdere til Herlev Hospital og Rigshospitalet Glostrup, som udvider kraftigt i disse år.
“
Letbanen gavner vores arbejde med at udvikle hele Storkøbenhavn i Greater Copenhagen. Mange mennesker vil gerne bo i København, men vi har også brug for, at flere får lyst til at bosætte sig lidt uden for byen. Vi ser regionen som en metropolregion, og trængselsproblemerne findes ikke kun i centrum af København. Med letbanen kommer der et nyt 28 kilometers stort udviklingsområde mellem Lyngby og Ishøj, og det bliver et af Greater Copenhagens største geografiske udviklingsområder.