CASA investerer langs letbanen
Ejendomsudviklere og entreprenører har for længst rettet søgeren ind på attraktive stationsnære områder mellem Ishøj og Lyngby, og der er rift om kvadratmeterne til boliger og erhverv langs hele den kommende letbanestrækning. Camilla Drachmann Gram er direktør for Udvikling Øst i CASA -, en afdeling i ejendomsudviklings- og entreprenørvirksomheden CASA. Vi har spurgt hende, hvorfor der bygges så intenst langs Ring 3 i disse dage, og hvad vi kan vente os af den hastigt voksende boligmasse.
Ser I letbanen som et plus, når I skal investere i nye ejendomsprojekter?
- I CASA vil vi rigtig gerne lave byudvikling, og derfor er det en oplagt investeringsmulighed for os, når vi får mulighed for at skabe forandring til noget nyt. Når vi skal investere i nye ejendomsprojekter, kigger vi bl.a. på afstand til letbanestation, og hvad der åbner sig af muligheder for de områder, der får en station. F.eks. har et område som Ejby Mosevej haft en beliggenhed, hvor mange ville have en bil, hvis de skulle bo der – også selvom der er busforbindelser. Men nu kommer der jo en letbanestation, som kobler området sammen med resten af omgivelserne på en helt anden måde. For os var det oplagt også at kigge på området omkring Kirkebjerg, da det ligger supertæt på Glostrup Station - som også får en letbanestation. Hvis man i det hele taget ser på, hvad der er sket i det område de seneste par år, så vælter boligbyggerierne bare op. Det er selvfølgelig både stationens - men jo også letbanens – fortjeneste, at der er kommet en øget interesse for de gamle industriområder.
Så I kan se en økonomisk fordel ved letbanen?
- Ja, helt klart! Vi laver jo udvikling for at skabe værdi for både CASA, men også gerne for vores naboer. Da vi fandt ud af, hvor letbanen kom til at ligge, så var det ind og kigge på et kort og se på de områder tæt på, som ville være interessante for os.
I hvor høj grad vil letbanen tilføre noget positivt til jeres egen forretning?
- For CASA er der flere elementer. Vi er selv ved at få bygget et nyt kontor ved Buddinge Station, hvor letbanen også får en station. Vi gik specifikt efter den beliggenhed, fordi vi som virksomhed rigtig gerne vil være mere bæredygtige på den lange bane. Derfor vil vi gerne kunne tilbyde vores medarbejdere andre transportmuligheder end bilen for at komme på arbejde.
Når vi ser på vores udviklingsprojekter, så skaber letbanen ikke alene grundlag for byudvikling – men også bæredygtig byudvikling Vi vil rigtig gerne tænke bæredygtighed ind i praksis, så udover at certificere vores eget byggeri, kan vi bl.a. bidrage ved at skabe områder, der fungerer uden, at alle, der bor der, har en bil. Med en letbanestation tæt på, kan vi - i samarbejde med kommunen - sænke kravet til parkering i de ejendomme, vi bygger. Men det kan vi også kun, hvis det er nemt og bekvemt at tage det offentlige. Vi ved jo alle, at hvis det er svært at tage det offentlige, så er der ingen af os, der gider. Derfor er letbanen ikke alene et grundlag for at skabe en god udvikling og dermed forretning. Den er også med til at løfte vores strategi om at være mere bæredygtige.
Tilføjer en letbane mere værdi til et område end en buslinje?
- Det mener vi, den vil gøre. En letbane kører oftere end en bus, og som passager er man forbundet på en anden måde. Derudover handler det også om stationsnærhed: Hvis man tager udviklingsområder som Kirkebjerg, Hersted i Albertslund Kommune, Ejby Mosevej og alle Herlevs erhvervskvarterer, så er det jo bl.a. de kommende letbanestationer, der er med til at aktivere områderne. Og det er jo ikke kun os, som ser det. De fleste af de udviklere, der køber sig ind i områderne, gør det jo kun, fordi værdien kommer til at blive endnu højere, når letbanen kommer i drift. Man kan derfor sige, at letbanen åbner for udvikling langs hele Ring 3.
Ser du nogle negative konsekvenser ved letbanen?
- Nej, det gør jeg faktisk ikke. Det negative er jo forbundet med den periode, der går med selve byggeriet. Når man først er færdig, så er de fleste heldigvis glade og tilfredse.