Færre dage til ekspropriationer i 2018
En forlænget proces for ejergodkendelse af letbanen har betydet, at ca. en tredjedel af de planlagte ekspropriationsdage i første halvår af 2018 måtte aflyses. Ekspropriationerne er nødvendige for at gøre plads til først ledningsomlægninger og derefter anlægsarbejde på letbanen. Derfor rykkes åbningen af Hovedstadens Letbane fra andet halvår 2024 til 2025.
De senere ekspropriationsdage har betydning for, hvornår gravearbejdet kan finde sted. Flere gravearbejder er afhængige af vejrforhold, og kan fx ikke udføres i frostvejr. Nogle opgaver forsinkes derfor mere end hvad der svarer til den forlængede proces for ejergodkendelse, som følge af risiko for vintervejr.
Arbejdet er i gang
Hovedstadens Letbane er sammen med ekspropriationskommissionen og ejerkommunerne i gang med at gennemføre ekspropriationsforretninger, så letbane-entreprenørerne kan rykke ind og gøre arealer klar til ledningsomlægninger.
Ledningsomlægningerne er også så småt i gang flere steder langs Ring 3, blandt andet i Herlev og Glostrup.
Anlægsarbejdet forventes at gå i gang efter sommeren 2018.
Fakta om letbanen
- Hovedstadens Letbane er klar til at køre med passagerer i 2025
- Letbanen strækker sig over 28 km mellem Ishøj i syd og Lyngby i nord, og stopper ved 29 stationer undervejs.
- Passagerer kan køre med hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen og i weekenden.
- Hovedstadens Letbane ventes at skulle betjene 13-14 mio. passagerer om året – til sammenligning rejser ca. 10 mio. om året med Kystbanen.
- Hver passager forventes at rejse gennemsnitligt 5,5 km på en tur med letbanen.