Letbanen bliver en kæmpe forbedring
29-årige Nikolaj Barfoed-Thaysen fra Glostrup tæller ned til den 26. oktober, hvor Letbanen åbner. For ham bliver den grønne forbindelse løsningen på at komme nemmere og hurtigere frem i nærmiljøet, færre forsinkelser og ikke mindst forløsningen på et projekt, han har fulgt tæt i mange år.

Nikolaj har altid haft en stor interesse for tog og letbaner. Allerede som barn blev han nysgerrig på store, hurtige maskiner, der fragter folk fra A til B. Siden S-togene kom til har fascinationen fulgt ham, og for ham handler det både om teknikken og det at forstå, hvordan tingene hænger sammen:
"Altid har jeg interesseret mig for tog og letbaner. Jeg har autisme og har altid været glad for at komme på rundvisning på kontrolcentret, når Hovedstadens Letbane og Metroselskabet har haft åbent hus," fortæller Nikolaj.
Her har han kunnet se letbanetogene helt tæt på, hvilket hurtigt gav oplevelsen en ekstra personlig dimension:
"Jeg hæftede mig hurtigt ved farven, da det er en rigtig fin grøn farve. Grøn er nemlig min yndlingsfarve," siger han med et smil.
Byggeriet er fulgt tæt
Den 29-årige Glostrup-borger har fulgt Letbane-projektet i syv år. Selv bor han lige ved Glostrup Hospital, og derfor har han kunnet følge byggeprocessen på stedet tæt fra start til slut. Han har taget mange billeder undervejs og fået dokumenteret udviklingen af de forskellige faser i projektet.
At kunne følge byggeriet helt tæt på har givet Nikolaj en særlig glæde og en følelse af at være en del af processen, fortæller han. Hver en lille ændring, nye skinner eller byggefase har været noget, han har lagt mærke til og nydt at observere:
"Det har været spændende at se, hvordan tingene har udviklet sig. At se, hvordan hele projektet, togene, skinner, vejene osv., hænger sammen, interesserer sig mig helt vildt – men også, hvordan man får planlagt og bygget noget, der transporterer mennesker fra A til B på den måde, som Letbanen og tog gør. Det er for mig dybt inspirerende," siger Nikolaj og fastslår:
"Nu glæder jeg mig bare til, at Letbanen åbner lige om lidt, så jeg endelig kan få min første tur i de grønne letbanetog," griner Nikolaj.
”Tidligere var turen lang og uforudsigelig”
Nikolaj er og har været afhængig af forskellige busser for at komme rundt i nærmiljøet. Især til Gladsaxe, hvor hans tætte ven bor, som han deler interessen og begejstringen for Letbanen med:
"Turen til Gladsaxe fra Glostrup kan være lang og uforudsigelig, fordi bussen ofte er forsinket. Når den er det, passer forbindelserne ikke, og det sker desværre rigtig, rigtig ofte, siger han og pointerer, at han med Letbanens åbning får en mere direkte," hurtig forbindelse:
At bytte bus 300S ud med Letbanen bliver en kæmpe forbedring; det bliver simpelthen så rart at slippe for de mange forsinkelser.
Fordi Gladsaxe ligger på den strækning, der først åbner i sommeren 2026, glæder den 29-årige sig naturligvis mest til, at hele strækningen til Lundtofte er åben. Men indtil da glæder han sig bare til endelig at kunne komme ud at prøvekøre den grønne Letbane, som han har set mange gange og talt ned til, at han kunne få lov at få en tur i:
"For mig bliver Letbanen meget mere end blot et transportmiddel. Den kombinerer min fascination for teknologi, muligheden for at komme nemt rundt i hverdagen og oplevelser, jeg glæder mig til at dele med min ven," afslutter Nikolaj.